Året der gik på Gården

Når vi ser tilbage på vores 2014 var året på mange måder præget af kriser, og vi er derfor glade for at kunne tage fat på et nyt - og forhåbentligt bedre - år.
Alligevel skal vi da lige have et tilbageblik på nogle af de mange ting vi nåede på Gården i 2014.

Hus og Have


Jeg fik for første gang haven og drivhuset plantet rigtig godt til, og vi havde faktisk flere måneder, hvor vi kunne klare os helt uden indkøb af frugt og grøntsager. Det er så fascinerende, hvad der kan komme ud af en lille bunke frø.

Pærer fik vi dog ikke mange af i år. I efteråret 2013 tog vi hele trækronen af vores pæretræ, da det var ramt af flere forskellige plantesygdomme. Træet har i 2014 brugt mange kræfter på at skyde nye grene, og vi glæder os til forhåbentlig at kunne høste pærer igen til efteråret.


I stuehuset fortsætter vi vores istandsættelser. Vi har blandt andet fundet de gamle gulve frem i entré og hyggestuen - hvor vi i øvrigt også har fået os en brændeovn, som vi nyder vældigt!


Vi besluttede os for, at male vores bindingsværk rødt i stedet for brunt. Det er en stor opgave, for vi har rigtig mange kvadratmeter bindingsværk. Derfor er det også et projekt, der fortsætter i 2015.


Mad

Der er også i 2014 blevet eksperimenteret med nye, spændende opskrifter og syltning.
Jeg har blandt andet lavet:
Mælkebøttesirup
Maries julesnaps 2014

Events

Familien var på besøg til påskefrokost, og der blev holdt 'æggejagt' på den store grund. Selvom vi kun var voksne, var det bestemt ikke kedeligt.


Vores julemarked er jo allerede blevet en tradition, så det afholdt vi også igen i 2014. Denne gang med besøg af julemanden, og et overskud på 3.000kr, der gik til Danske Hospitalsklovne.

Dyrene

I sommeren fik vi vores første omgang høns. Vi købte 7 kyllinger, og som jeg skrev om forleden, viste én af dem at være sig en hane. Derfor fik vi hanesteg til vores julefrokost... Vi skal have et par kyllinger mere til påske.

Og to kaniner: Frost og Tø flyttede ind i forbindelse med min fødseldag i december. De vokser lynhurtigt og er begge meget søde og nysgerrige. Især Tø er enormt kælen. Vi glæder os til at forsøge at lave unger på dem til sommer.

Vores dansk-svenske gårdhund Milde er vokset op og blevet en skøn unghund. Der er krudt i røven på hende, og hun elsker at være med ude at gå lange ture, eller hjælpe til med gravearbejde rundt omkring på grunden.

Godt nytår!

Kommentarer

Populære opslag