Horn af Joe Hill (2011)


For første gang i år fik jeg endelig læst en hel skønlitterær roman. Jeg begyndte søndag aften, og havde allerede slugt hele bogen i dag.


Fra bagsiden:
Ignatius Martin Perrish vågner en morgen med gevaldige tømmermænd og opdager at han har fået horn i panden. Han tror først det bare er indbildning - et udtryk for det helvede han har befundet sig i siden hans kæreste blev brutalt myrdet for et år siden.

'Ig selv har været den eneste mistænkte, og alle tror han kun er sluppet for titalte fordi hans rige forældre har holdt hånden over ham. Alle, selv Gud, synes at have vendt ham ryggen.
For hornene er virkelige nok. Folk omkring ham får en sær trang til at betro ham deres mest forbudte tanker, og Igs nye, makabre talent viser sig hurtigt brugbart i jagten på morderen der ødelagde hans liv.

Troen på det gode i mennesket har kun bragt Ig sorg og udstødelse, så nu skal ret være ret og Djævlen have hvad der tilkommer ham.

Bogen er skrevet i et dejligt, hastigt sprog - ikke en masse beskrivelser af 'dugvåde græsmarker'. Horn er humoristisk og let tilgængelig. Joe Hill formår dog at lægge et lag af melankoli ind i humoren, der giver mig en utilpashed under læsningen, og faktisk gør, at jeg ikke fatter fuld sympati for nogen af personerne i bogen. Med Horn viser Joe Hill læseren den mørke side af mennesker og lader os fremstå ucensureret - hvilket ikke er noget kønt syn.

Horn er altså en historie om mennesker når de er allermest ærlige - og grimmest - beskrevet i en fri og skæv, humoristisk tone. Horn er dog også en kriminalroman, da hovedpersonen Ignatius (Ig) påtager sig opgaven med at opklare mordet på hans kæreste, der er sket et år forinden.

Jeg var begejstret for bogen - alene fordi det er den første bog jeg har læst i hvad der synes som umindelige tider. Jeg har flere gange nævnt det lette sprog, og selvom det var dejligt afslappende at læse, er det også noget af dét, der trækker lidt ned.

Kender du fornemmelsen man får, når man har læst en bog, som senere filmatiseres, hvor alle de scener man allerbedst selv kunne lide er klippet ud for at give plads til mere action? Den fornemmelse fik jeg flere gang i læsningen af Horn. - Der blev skøjtet lidt for hurtigt henover nogle af de scener jeg gerne ville have dykket mere ned i, undersøgt dybere, duftet til/smagt på... Tilgengæld er nogle scener liiidt for maleriske - tilstræbende det makabre.

Bogen er helt klart en anderledes læseoplevelse som jeg synes du skal unde dig selv!

Kommentarer

Populære opslag