Forårs havevandring

Jeg læste på et tidspunkt en havemand der skrev noget alá: "Foråret er den korteste af sæsonerne - der er aldrig tid nok" - og det er nok derfor jeg har været så stille på bloggen på det sidste, for hvor er der meget jeg gerne vil nå inden det bliver sommer i haven.

Jeg er bagud med en masse ting, men det stresser mig ikke, for jeg finder ro og glæde af at gå i min have - også selvom det er for at fjerne ukrudt eller beskære planter.
Når jeg kommer hjem fra arbejde går jeg altid en tur i haven for at få et overblik over, hvad jeg har lyst til at bruge lidt tid på i dag.
Hvis vi skal nå en forårshavevandring skal det jo være nu, så værsgo' at komme med på en tur i min vidunderlige have.


Stedmoderblomster i stor krukke placeret i gårdens fjerneste hjørne.


Marguritter i en gammel metalgryde jeg fandt i rodet på gården da vi flyttede ind.


Vi arbejder på at skabe et organisk udtryk i haven ved at lave buede bede. Her står en stor parkrose og bonderoser der endnu ikke er sprunget ud.


 Et overview over køkkenhaven der ligger tættest på huset.


 Udplantet rødkål får lov at stå og vokse sig store. Vi tager ikke det med lugningen så højtideligt ;-)


Små ærteskud er på vej op af jorden.


Purløg er noget af det bedste jeg ved, og heldigvis fulgte der masser af dem med da vi købte gården. Deres blomster smukke og de smager herligt.



 I efteråret plantede vi 100 jordbærplanter, som vi fik af Henriks bedsteforældre.



Et lille kig ind i drivhuset der også er godt i gang - det må vi dog udforske en anden dag... vi skal nemlig videre.


Når man står i køkkenhaven og kigger til højre ser man denne bygning. Det er vores fyrrum, og bliver faktisk ikke brugt hele sommeren. I år er det dog blevet piftet op med frisk svenskrød maling ligesom resten af gården, en omgang kalkning, og en fin træpotte med spanske marguritter.


Potten er fra IKEA og kostede den nette sum af 149kr.


Går man ud af haven kommer man til vores uopdyrkede land, som tidligere har bestået mest af grus, beton og murbrokker. Det hvide hus man kan skimte bagest i billedet er naboens. De har netop fældet en lang række træer, så der er vældig åbent ned til dem pt.


Denne bygning er også vores, men pt. uden funktion. Til venstre i billedet kan du ane et gammelt fundament.


I stedet for at fjerne fundamentet har vi besluttet at der på sigt skal bygges et lille lysthus/overdækket terrasse på fundamentet. I første omgang har vi sat nogle små hindbærbuske langs kanten.


Flere og flere steder i det slidte beton bryder ukrudtet igennem. Lige nu lader vi det vokse og nyder naturens kræfter.



Bagerst på grunden har vi udsigt over markerne - ja, faktisk har vi bogstaveligt talt kornmarkerne lige i baghaven, som i kan se på billedet her. Ved siden af marken dyrker vi kartofler - fire forskellige sorter er det blevet til i år, og vi kan snart høste de tidlige.


Tilbage til haven er der mere at kigge på. Min yndlingsdetalje er trappen her med det slidte vandrør som gelænder. Den trænger dog til en kærlig hånd, da flere af trinene er skredet i det dårlige efterårsvejr.


Midt på græsplænen sidder min lækre hund og følger med i gåturen.


Hækken der omkranser haven består af et væld af planter. Blandt andet hyben, der lige er sprunget ud.


Da vi sidste år fældede et stort takstræ skar vi træet i stykker og stablede det. Nu er det ved at være godt tørt og klar til at blive brugt på bålstedet, som vi nåede halvvejs med sidste år:


Bålstedets centrum er stammen fra takstræet, og selvom det lige nu er vokset lidt til, så er jeg sikker på, at vi får nogle rigtig hyggelige sommeraftner her.

 


Jeg håber du nød forårsturen rundt i haven. Har du selv taget billeder af din, så læg gerne en kommentar nedenfor med et link. Jeg elsker inspiration! :-)

Kommentarer

  1. Det ser flot ud og jeg syntes at I har gang i en masse.
    Herhjemme har vi dog kun en enkel potte med forskellige blomster som er Cecilies.

    SvarSlet
  2. Tak for de pæne ord Ilhja, det lyder nu også hyggeligt med en enkelt potte man kan pusle om. Hvad har I valgt af blomster til den? Jeg synes det er så svært med blomster, men heldigvis var de fleste her da vi flyttede ind.

    SvarSlet
  3. Dejligt sted i har jer, og fuld af inspiration og ideer. Her har vi lavet haven om. Højbedene blev sløjfet, alt græsset gravet op da det meste var spist af gåsebiller. Så nu er der skridtet af til nye bede. det nye græs titter frem og forhaven er halvvejs færdig. Baghaven har 3 akelejer, der var grønne da vi fik dem, me nu røde i bladene. Og så har vores sejlivede rabarber overlevet og er klar til første høst en små 14 dage. Ellers har vi lavet hyggekrog og har 5 krukker. 2 med hvide marguritter, en med en spansk margurit en med nelliker og en med en blå margurit der folder bladene sammen om aftenen og åbner dem igen om morgenen. :-) knus fra Grenå.

    SvarSlet

Tilføj en kommentar

Populære indlæg