Mød nye mennesker

- start på et godt naboskab når du flytter.

Forleden sagde Henrik, at man egentlig godt kunne kalde os lidt en nomadefamilie. Indenfor de sidste syv år, har vi nu flyttet kommune 3 gange. - Og ikke bare til nabokommunen, men fra Nordjylland til Midtjylland og nu til Syd-/Østjylland. Hver gang man flytter, er der en opgave i at indgå i lokalsamfundet, og få lært nogen nye mennesker at kende. Da vi ikke har børn endnu, er det ikke altid nemt at komme i snak med folk, så da vi flyttede denne gang, lagde vi en plan: Vi ville invitere hele byen på besøg.


Det gjorde vi med uddeling af løbesedler til 40 husstande i nabolaget. Allerede da vi gik rundt og lagde sedlerne i postkassen kom vi i snak med naboer der sad udenfor. Vi lagde sedlerne i postkassen mandag og invitere folk på besøg allerede søndag i den samme uge. Der var stadig feriestemning i byen og vi vidste ikke, hvor mange der overhovedet var hjemme til at læse sedlen - og slet ikke om der overhovedet ville dukke nogen op.

Ti minutter i to om søndagen var vi klar med sodavand, kage, kaffe, lidt frisk frugt og sommerfugle i maven. Ville der dukke nogen op? Så snart de ti minutter var gået blev spændingen udløst, da den første familie: En far med to piger traskede gennem vognporten med favnen fuld af blomster. Herfra gik de næste to timer uendeligt hurtigt med besøg af omkring 40 voksne og 25 børn. Vi måtte hente sodavand og øl fra lageret i kælderen mange gange, og nåede slet ikke at hilse på alle. Vi fik så meget ros for vores initiativ og der blev udvekslet så utroligt mange smil og grin. Det var en umådelig succes.


Samtidig blev vi helt utroligt overvældede over, at mange af vores naboer havde indflyttergaver med til os. Da de to timer var gået havde vi et helt gavebord med smukke blomster, lækker rødvin og kurve. Det havde vi slet ikke forventet - tænk at fremmede vil dele deres søndag med os og samtidig give så fine gaver.

Vi var så glade da dagen var gået og kan bestemt anbefale dette initiativ til andre der flytter til en ny by. Vi har ihvertfald mødt en masse dejlige mennesker og skabt nogle kontakter med folk vi måske ellers aldrig ville være stødt ind i selvom vi bord dør om dør.

Kommentarer

  1. Det er sådan en god ide, og fedt at det gik så godt. Det skal klart huskes. Det kan jo også bruges, hvis man flytter ind i en ny opgang eller bare et andet sted hen i byen.

    SvarSlet
  2. Lige præcis Pernille, og det er da ærgeligt, at man aldrig når længere end 'hilse-stadiet' med de fleste af sine naboer :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg