Blommesnaps og julesnaps

Efter lang tid stilhed her på bloggen forsøger jeg at kæmpe mig tilbage igen. I første omgang med et indlæg om et lille nyt projekt: Snapseeksperimenter

Jeg er egentlig ikke vild med snaps, men det hører sig jo til når man afholder julefrokoster. Sidste år blev jeg tilbudt nogle typer brændevin som jeg faktisk godt kunne li'; blandt andet Emma Brøndums Skovbærbrændevin - den kan anbefales!

På baggrund af den oplevelse har jeg længe gerne selv ville eksperimentere med at lave nogle søde alternativer til den gængse - meget kraftige - snaps og i år skal det så være.
Da jeg forleden med årstiderne fik nogle lækre økologiske blommer gik jeg på jagt efter en nogle gode blommebrændevinsopskrifter, og nu er jeg så klar til at eksperimentere. Da jeg også gerne vil gøre manden glad vil jeg også lave en mere klassisk flaske snaps, så jeg fandt en gammel opskrift på "krydret julesnaps" i et af Familie Journalens Julegemmehæfter fra 1996 - jo jo, den slags samler jeg på :-p

Lad os komme i gang:



Maries Blommesnaps 

Ingredienser:

5 stk økologiske blommer (385 gram uden sten)
2 stjerneanis
1 vaniljestang
1,5 spsk sukker
350cl Emma Brøndum (En halv flaske)

Skær stenene ud af blommerne og skær blommerne i små stykker så de kan komme igennem flaskehalsen. Tilsæt de øvrige ingredienser - top af med Emma Brøndum. I de fleste opskrifter jeg har læst, skal snapsen nu stå i mindst 10 dage - og gerne vendes med bunden i vejret dagligt i det første stykke tid. Vores snaps får lov at stå til den 8. december hvor vi holder julefrokost for vores brætspilsklub, men mon ikke vi lige smager lidt på den inden?




Maries kryddersnaps
5 gram dild
5 gram kommenfrø
20 gram appelsinskal (den kandiserede type man bruger til kager)
350cl Emma Brøndum (En halv flaske)
Èt shot/4 cl Churchill Portvin (Mørk)

Mål alle tingene op og kom dem på flaske. Snapsen skal nu, ligesom den ovenfor, stå i mindst 10 dage. Især denne snaps kan med stor fordel hældes igennem en si et par gange inden den kommer på bordet. - Blommesnapsen ser dog super flot ud med stykkerne i, så måske får den lov til at komme på bordet som den er :-)

Hvis du har prøvet at eksperimentere med snaps vil jeg meget gerne høre om dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor.

Kommentarer

  1. Bare et tip: Lav den på syltetøjsglas i stedet for, så kan du lave en herlig blommemarmelade bagefter.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag