Eksistentiel krise

Ofte skriver vi kun på vores blog og i vores Facebook status når noget godt er sket og vi kan bygge videre på det perfekte billede af os selv, som vi ønsker at skabe. Det er egentlig skørt, for vi ved jo allesammen godt, at de dage hvor der ikke bliver skrevet noget, ofte er de dage hvor der sker allermest.
Som du nok har opdaget, har min blog været temmelig død for tekst i en periode. Det er jo ikke fordi jeg ikke har postet indlæg, men de store udskejelser er det vidst ikke blevet til. Det kommer sig selvfølgelig af at jeg ikke har nogle solskinshistorier at fortælle, som kan opbygge min selvfortælling og få dig til at kigge på mig som et idol du kan se op til. Det er jo ikke noget jeg bevidst ønsker, men forskning viser dog alligevel at det ofte er sådan online kommunikation foregår.

Dette indlæg vil i stedet løfte sløret for min eksistentielle krise. Inden du nu går helt i baglås og tror at verden er ved at falde ned om ørerne på mig, kan jeg berolige dig med, at jeg har det helt okay og at krise jo sådan set bare betyder 'begyndelse på noget nyt/vendepunkt'. Jeg skal til at vælge praktikplads og dermed for alvor danne min faglige profil. Nu kan jeg ikke længere bare sidde og hygge mig på skolebænken, men skal til at overveje at træde ud i det virkelige voksenliv. Kæresten sagde meget klogt i morges at der manglede et udtryk ligesom 'Midtvejskrise', som kunne placeres i starten af 20'erne. Han havde den selv for nogle år siden. Jeg kan mærke at meget af min tankevirksomhed går på at overveje ting der ikke blot handler om at modtage fagstof og jeg føler lidt, som da jeg sad i gymnasiet og så på drengene hvis hormoner pumpede rundt, så de ikke kunne koncentrere sig, men i stedet fokuserede på piger og fodbold. Jeg er glad for at jeg skal skrive mit semesterprojekt alene i år, så det ikke bliver problematisk for andre at mine tanker indimellem vandrer ud til et større perspektiv end universitetets rammer.