Ordinary Onsdag

Jeg har haft en temmelig almindelig dag, der endnu engang giver mig tanker i retning af: "Den der Bridget Jones bog, kan jeg da toppe på mere end én måde".


Advarsel: Ærlige beskrivelser af dagen i dag :-p

Jeg havde glemt at købe nyt toiletpapir og måtte derfor tørre mig med juleservietter, der åbenbart indeholdt overskudsfarve - vær' glad for at mit kamera er i stykker, så I ikke får et billede af den smilende julemand og ordene "Merry Christmas" der ligenu står på min rumpe.

Da jeg kom ud af døren, satte jeg mig på min nyindkøbte cykel, som er alt for høj og som jeg ikke har sat ned hverken i styr eller saddel fordi jeg ikke ejer noget der overhovedet ligner en svensknøgle (eller hvad man nu bruger til den slags) og fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at spørge nogle af mine drengevenner om hjælp, fordi jeg ved de vil fnise og pege fingre. - Så er det meget bedre at poste det på nettet så I allesammen kan pege løs, ikke? ;-)

Jeg var på Studiemesse med en veninde, og snakkede med et væld af mennesker om en milliard ting, som jeg ikke vidste at jeg havde brug for. Selvom jeg ser mig selv som rimelig intelligent, sagde jeg alligevel ja til at blive skrevet op til opringning fra Nørre Sundby Bank så de kan hjælpe mig med min "finansielle situation". - Jeg sagde kun ja, fordi faceren var flink og jeg ikke ville virke uhøflig, mens veninden ragede store mængder af skønt merchandise til sig.

Belæsset med kuglepenne, reflekser og andet gøjl - som veninden heldigvis sørgede for at jeg også blev forsynet med, cyklede jeg op til A, som netop er blevet mor. På vej derop frygtede jeg at skulle smile og sige "Ih hvor er han sød", når jeg i 90 % af tilfældene i virkeligheden synes at de dersens babyer ligner en krydsning mellem en forstørret orm og en klump dej der endnu ikke er hævet. Men hvor var jeg heldig, for han VAR rent faktisk sød. Efter at have overvejet hvordan det forringede mine chancer for også at få en smuk baby (der er jo som sagt ikke så mange af dem), kunne jeg koncentrere mig om at hyggesnakke med "Mor". Der blev jeg også positivt overrasket, for i betragtning af at Baby er under 5 uger gammel, så var det ikke kun baby snak vi kom omkring.

Nå ja, og til those who care; på vej hjem fra veninde "Mor" tog jeg forbi Fakta og købte nyt toiletpapir.

Kommentarer

Populære opslag