Efterårs mosaik

1. Suppe, 2. Græskar, 3. Efterårsblad, 4. Mig ved lyserøde efterårsblade

En ny ting på Danske Webchicks, som jeg har fundet på er, at vi hver onsdag aften opfordrer bloggere til at lave en billedmosaik, som den du ser ovenfor, indenfor et bestemt tema. Denne uges tema er efterår og jeg har allerede lavet min. 

Det første billede jeg har valgt, er et billede af en lækker suppe. For mig er efteråret nemlig den helt perfekte årstid at skovle lækker dampende varm og fed suppe indenbords med et godt stykke valnøddebrød til.

Andet billede forestiller et græskar. De sælges i dag stort set alle steder på denne tid af året. Jeg har én gang forsøgt at lave en fin græskarmand, men husker det kun i glimt, som en forfærdelig og meget klistret massakre af en stakkels grøntsag - det er jeg ikke god til!

Det farvede blad er noget af det skønneste ved efteråret. Bladene bliver så mange forskellige farver og det er rigtig fint - og så passede det jo ind i farvetemaet på resten af mosaikken ;-)

Det sidste billede forestiller mig. Som I kan se er det jo nogle(!) år gammelt. Det blev taget første gang jeg overhovedet prøvede at være på et photoshoot. Eller var det anden gang? Ihvertfald er det taget foran rådhuset i Horsens, hvor skønne lyserøde efterårsranker kravlede op af muren. 

Hvad kan du bedst lide ved efteråret?
Hvis du også vil lave din egen mosaik, så kig ind på Danske Webchicks.

Kommentarer

Populære opslag